I en travl hverdag med mange gøremål, glemmer mange af os at prioritere tid til intimitet og til parforholdet. Vi får klaret jobbet, rengøringen, madlavningen og løbeklubben, samtidig med, at vi får kørt ungerne til fodbold og gymnastik. Når vi rammer sofaen i løbet af aftenen, ender det ofte med fokus på en eller anden form for skærm. Vi kobler fra ved at blive opdateret på de sociale medier eller se et nyt afsnit af ens yndlingsserie.
Sæt tid af
Hvis du vil opnå forandringer i dit forhold, så er du nødt til at investere. Og i dette tilfælde skal du investere og prioritere din tid. Det, der har betydning for jeres forhold er, at I får tunet ind og mærket hinanden i en hverdag, hvor tingene går stærkt. I skal skabe tid til fordybelse, samtale, kærtegn, oplevelser, sex og nærvær.
Hvornår og hvordan det fungerer for jer, kan være forskelligt, men prøv jer frem med et eller flere tiltag.
- Det kan være, at det er hver aften kl. 21, når der er ro i huset, at I bruger en halv time på at snakke sammen og dele jeres oplevelser, følelser og det, som I er optaget af. Det kan være udfordringer på jobbet, oplevelser med børnene, ønsker for forholdet og meget mere. Få fokus på hinanden. Lyt og fortæl med anerkendelse og forståelse for den anden.
- Det kan være, at I får passet børnene en fast dag hver eller hver anden uge, hvor I så har en aften for bare jer to. I kan gå ud at spise, på museum eller gå en tur. Nyde tiden sammen, få snakket og mærke hinandens nærvær.
- En weekend, et par gange om året, hvor I kobler fra hverdagens opgaver, oplever nyt sammen og kun skal tænke på at være tilstede med hinanden.
Det er op til jer
Find ud af, hvad der dur for jer. Prøv forskellige tiltag af og find ud af, hvad det betyder for jeres forhold, at I får sat tid af. Det er forskelligt, hvad der virker for forskellige par, så det er jer der skal finde frem til, hvad I har brug for i jeres forhold, for at kærligheden får bedre vilkår.
Det kan være nødvendigt at sætte ind med flere tiltag i tråd med de ovenstående, hvis I har brug for at skabe forandring i jeres forhold. Derefter er det op til jer at skabe de rette vilkår for jeres kærligheden og forhold.
Hvis du har brug for hjælp til at få boostet intimitet i dit parforhold, så se lige nærmere på dette lille video-kursus!