Tør du vise din sårbarhed og få dine følelser frem i lyset?
Tårer og ked-af-det-hed er desværre ofte noget vi prøver at skjule for vores omgivelser. Måske har du endda opfattelsen af, at tårer er tegn på svaghed.
I vores opvækst er mange af os blevet mødt med handlinger eller udtalelser, som har forsøgt at få os til ikke at være kede af det.
Måske er der endda blevet sagt “Nu skal du ikke være så følsom – det er da noget pjat at blive ked af så lidt” til dig, da du var barn.
Det er helt sikkert gjort i en rigtig god mening og for at vi skulle blive rustet til at kunne tåle lidt af hvert i vores liv.
Men er det i virkeligheden, det der er sket?
Nej, det har været med til at lære os at gemme vores følelser væk. Og det er desværre med til at gøre os endnu mere sarte og skrøbelige.
Når du skjuler dine følelser og reaktioner, så skjuler du også dig selv. Derved kan dine omgivelser ikke møde dig der, hvor du har brug for det.
Du får ikke den omsorg fra dine omgivelser, som du længes efter, hvis du ikke viser dem dine reelle følelser og behov.
Vis dine følelser og behov
Når du tør stå i det, der er smertefuldt og svært. Når du tør mærke dine følelser og de behov der ligger bag. Når du tør vise din sårbarhed til verden, så vil du møde noget helt andet end du tror.
Du vil opleve at dine omgivelser kan mærke dig og dine behov tydeligere end før. De får mulighed for at imødekomme dine behov på en anden måde end tidligere, fordi de nu kan se og mærke, hvad det er du har brug for.
Andre får også chancen
Når du begynder at arbejde bevidst med at vise dine følelser. Fortælle dine omgivelser, hvad du føler og hvad det er du har brug for, så vil du fremstå autentisk, mere ligetil og reel.
Samtidig så viser du andre, at du godt tør stå i, og kan rumme, de føleser og behov du oplever. Derved er du også med til at skabe muligheden for at de også kan vise deres følelser og behov for omverdenen.
Dit syn på dig selv
Når du får dine følelser og behov frem i lyset. Så finder du ud af at de ikke er nødvendige at skjule for andre. Du behøver ikke længere gå at gemme dem væk og frygte at blive opdaget.
Dine følelser og behov er alle helt i orden og du er elskelig med alt det du rummer. Giv dig selv lov til at vise, hvem du er og mærk at du stadig er elsket.
Husk at tage dig kærligt af alle dine følelser og arbejd på at rumme dem alle. Når du siger dem højt og får dem frem i lyset, så vil du opleve at de fylder meget mindre end når de skal gemmes væk.
Du er elsket med alt hvad du indeholder <3
Følelser og behov er noget af det, som jeg ofte arbejder med i individuel terapi og parterapi. Du kan læse mere om mulighederne for terapi her!
